Regler. FHI Regler

 

VEDTÆGTER FOR FREDERIKSBERG HANDICAP-IDRÆT

 

§ 1

Foreningens navn er Frederiksberg Handicap-Idræt

Foreningens hjemsted er Frederiksberg Kommune.

Foreningen er stiftet den 26. oktober 1993.

 

 

§ 2

Foreningens formål er at dyrke handicapidræt for såvel bredde som elite og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til handicapidrætten.

Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.

 

 

§ 3

Foreningen er medlem af Dansk Handicap Idræts-Forbund og er undergivet forbundets love og vedtægter.

Endvidere er foreningen medlem af Frederiksberg Idræts-Union og Dansk Atletik Forbund.

 

 

 

§ 4

Enhver kan optages som aktivt eller passivt medlem af foreningen.

Handicappede medlemmer har fortrinsret til brug af idrætsfaciliteter m.v.

Passive medlemmer har ikke adgang til idrætsfaciliteterne, men er valgbare til foreningens udvalg.

Indmeldelse skal ske skriftligt til foreningens sekretær. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.

Udmeldelse sker skriftligt til sekretæren med en måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. Økonomiske mellemværender med foreningen skal afvikles i denne periode.

 

 

 

§ 5

Foreningens kontingent fastsættes for ét år ad gangen på den ordinære generalforsamling.

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån tegnes foreningen

af den samlede hovedbestyrelse.

Alt inventar og udstyr indkøbt til klubben er klubbens ejendom.

 

 

 

§ 6

Foreningens kontingent er halvårligt. Kontingentopkrævning udsendes 1.april og 1.oktober.

Indbetalingen skal være klubben i hænde senest henholdsvis 5. maj og 5. november eller første hverdag herefter.

Er kontingentet ikke klubben i hænde den 5. maj og 5. november eller første hverdag herefter, vil man modtage et nyt indbetalingskort + et opkrævningsgebyr på 50 kr. som skal være indbetalt senest 1. juni og 1.december eller første hverdag herefter.

Er dette ikke sket betragtes et medlem som udmeldt.

Den pågældende kan optages på ny, når restancen (kontingent + opkrævningsgebyr) til foreningen er berigtiget.

 

 

 

§ 7

Hovedbestyrelsen kan ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning hertil. En sådan beslutning kræver, at mindst 2/3 af hovedbestyrelsens medlemmer stemmer herfor. Inden hovedbestyrelsen træffer beslutning, skal den pågældende have mulighed for at udtale sig.

 

Et ekskluderet medlem kan kræve at få spørgsmålet om eksklusion afgjort på førstkommende ordinære generalforsamling, hvor vedkommende ligeledes har ret til at udtale sig. Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.

 

 

 

§ 8

Foreningens medlemmer, udvalg og hovedbestyrelse hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med sin formue.

Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte heraf.

 

 

 

 

 § 9   

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af marts måned.

 

6 uger før generalforsamlingen, sendes oplysninger til medlemmerne om generalforsamlingens dato og sted, samtidig indkaldes forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen. Disse forslag skal være forretningsudvalget i hænde senest 30 dage før generalforsamlingen.

1 uge før generalforsamlingen sendes dagsorden, hovedbestyrelsens og alle udvalgs beretninger, regnskabet, samt evt. indkomne forslag til medlemmerne.

 

Alle medlemmer, der er fyldt 16 år og som ikke er i kontingentrestance, har stemmeret på generalforsamlingen.

Medlemmer under 16 år har dog stemmeret ved deres forældre eller værge. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

 

 

 

 

§ 10

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

 

1        Valg af dirigent, referent og stemmetællere.

2        Hovedbestyrelsens beretning fremlægges til godkendelse.

3        Forrentningsudvalgets beretning samt handlingsplan fremlægges til godkendelse.

4        Idrætsudvalgenes beretninger samt handlingsplaner fremlægges

5        Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse.

6        Fremlæggelse af kommende års budget til orientering

7        Indkomne forslag.

8        Fastsættelse af kontingent.

9        Valg til forrentningsudvalg.

  1. Valg af formand (i lige år)
  2. Valg af næstformand ( i ulige år)
  3. Valg af kasserer (i ulige år)
  4. Valg af sekretær (i lige år)
  5. Valg af sponsor/fondskoordinator (i lige år)

10    Valg til idrætsudvalgene.

  1. Valg af formand (i ulige år)
  2. Valg af næstformand (i lige år)
  3. Valg af suppleant (hvert år)

11    Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant.

12    Eventuelt.

 

 

 

 § 11

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af hovedbestyrelsen.

 

Generalforsamlingens beslutninger træffes med simpelt flertal. Vedtægtsændringer kræver 2/3's flertal af de afgivne stemmer.

 

Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Skriftlig afstemning kan foretages efter begæring.

 

Der føres protokol over vedtagne beslutninger.

 

 

§ 12

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes på foranledning af hovedbestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/3 af medlemmerne i foreningen, med angivelse af det eller de emner, der ønskes behandlet, skriftligt anmoder hovedbestyrelsen herom.

 

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 6 uger efter, at anmodning herom er modtaget, og skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

 

 

 

 

 § 13 

Foreningens struktur er således:

Der er på generalforsamlingen direkte valg til forrentningsudvalget og idrætsudvalgene.

 

Hovedbestyrelsen består af samtlige medlemmer fra forretningsudvalget samt formand og næstformand fra idrætsudvalgene.

Forretningsudvalgsmedlemmerne oppebærer samme funktion i hovedbestyrelsen, som i forretningsudvalget

 

Forretningsudvalget består af formand, næstformand, kasserer, sekretær samt sponsor/fondskoordinator.

 

Idrætsudvalgene består minimum af formand og næstformand. Det er den enkelte idræt der beslutter om der skal være flere medlemmer og hvordan disse vælges.

 

Udvalgsmedlemmerne vælges for en toårig periode.

Formand, sekretær og sponsor/fondskoordinatoren i forretningsudvalget er på valg i lige år, næstformand og kasserer i ulige år.

Formand  for idrætsudvalgene er på valg i ulige år, næstformand i lige år.

 

Valgbar til alle udvalg er ethvert medlem der er fyldt 16 år.

 

Hvis et idrætsudvalgsmedlem/mer udtræder midt i en valgperiode indtræder automatisk den suppleant som blev valgt på den seneste generalforsamling. De suppleanter der er indtrådt i udvalgene er medlem heraf til den førstkommende generalforsamling.

 

For at undgå interessekonflikter er det ikke tilladt et hovedbestyrelses- og udvalgsmedlem, der er valgt på generalforsamlingen, at være medlem eller træne i en anden idrætsforening indenfor samme idrætsgren i Danmark.

 

Foreningens daglige ledelse varetages af forretningsudvalget.

 

Forretningsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden. I samarbejde med de andre udvalg fastsætter forretningsudvalget også deres forretningsordner.

  

Sponsor/fondsudvalget består af sponsor/fondskoordinatoren og formanden for forretningsudvalget, og en fra hvert idrætsudvalg. Sponsor/fondskoordinatoren er formand for dette udvalg.

Herudover peger hovedbestyrelsen på to personer til dette udvalg.

 

 

§ 14

Foreningens kommunikation foregår via de elektroniske midler, det være sig indkaldelser til

generalforsamling, hovedbestyrelsesmøder, udvalgsmøder, kontingentopkrævninger, etc.

Ved elektroniske midler forstås e-mail, eventuelt med henvisning til foreningens officielle

hjemmeside www.fhi.dk.

Medlemmerne skal ved indmeldelse oplyse e-mail adresse.

Hvis man ikke har en sådan adresse oplyses dette og foreningen sørger da for at medlemmet modtager kommunikation med almindelig post.

§ 15

Foreningen tegnes af formanden for hovedbestyrelsen eller næstformand og kasserer i fællesskab. Foreningens kasserer er dog berettiget til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.

 

 

 

§ 16

Det overordnede princip for foreningens regnskab er forsigtighedsprincippet.

 

For at sikre dette gennemført, skal regnskabet aflægges med behørig hensyntagen til modtagne tilskud og forpligtelser overfor de angivne formål.

 

I årsregnskabet skal der hvert år, som gæld, afsættes et beløb svarende til bevilgede udgifter, hvortil der er skaffet finansiering i det afsluttede år.

Årets resultat disponeres således, at foreningens egenkapitalkonto altid udgør mindst

 kr. 30.000,00.

Overskydende beløb bogføres over driften under aktiviteterne og medtages i balancen som gæld.

Overførsler herfra sker i samarbejde mellem bestyrelsen og de enkelte udvalg.

 

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden den 1. februar aflevere regnskabet for det forløbne år samt status pr. 31. december til revisoren.

 

 

 

 § 17

Idrætsudvalgene er forpligtet til at udfærdige et forslag til budget for det kommende år og fremsende dette til forretningsudvalget i september.

Endeligt budget udarbejdes af forretningsudvalget og fremlægges til vedtagelse på hovedbestyrelsesmødet i november.

Budgettet sendes til foreningens sponsor/fondsudvalg, som har det overordnede ansvar for koordinationen af ansøgninger til fonde og sponsorer.

Budgettet reguleres af forretningsudvalget afhængig af indkomne fondsmidler og sponsorater. Reguleringer oplyses til udvalgene senest 1 uge efter beslutning er truffet i forretningsudvalget

Indkomne fondsmidler og sponsorater skal fremgå af regnskabet.

 

 

 

§ 18

Såfremt en idrætsgren nedlægges, indgår midlerne fra denne i klubbens normale drift, medmindre andet er aftalt.

 

 

§ 19

Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.

 

Ophører foreningen at eksistere, tilfalder foreningens formue Dansk Handicap Idræts-Forbund,

som er forpligtet til at anvende midlerne til handicapidrætsformål i Frederiksberg kommune.

§ 20

Udvalgenes kompetenceområder er som følger:

 

Sponsor/fondsudvalg

Sponsor/fondsudvalget arbejder under ansvar for hovedbestyrelsen.

 

Generelt skal udvalget koordinere de enkelte idrætters ansøgninger til fonde samt se til at idrætterne ikke enkeltvis henvender sig til de samme sponsorer.

 

Udvalget afholder møder efter behov, dog minimum 4 gange årligt

 

De ansvarlige fra idrætsudvalgene samt de 2 personer, som hovedbestyrelsen har udpeget, har til ansvar at forelægge ønsker og ansøgninger på udvalgsmøderne. 

 

De 2 personer, som er udpeget af hovedbestyrelsen, arbejder for at skaffe midler til hele klubben. Det være sig sponsorer eller fondsansøgninger.

 

De ansvarlige fra idrætsudvalgene, arbejder for at skaffe sponsorer samt udfærdige fondsansøgninger til den enkelte idræt.

 

Det er sponsor/fondskoordinatorens ansvar at ovennævnte overholdes. Endvidere er det sponsor/fondskoordinatorens ansvar at orientere/følge op på at alle sponsoraftaler er underskrevet af formanden for hovedbestyrelsen.

Det er formanden for hovedbestyrelsens ansvar at udsende de ansøgninger som udvalget har besluttet.

Endvidere er det formanden for hovedbestyrelsen og kun denne der underskriver sponsoraftaler samt fondsansøgninger.

 

Udvalget skal føre protokol over ansøgninger til fonde samt sponsorer. Klubbens kasserer eller formand skal orientere udvalget om resultatet af disse.   

 

I tilfælde af stemmelighed tæller sponsor/fondskoordinatorens stemme dobbelt.

 

 

Idrætsudvalg:

Idrætsudvalget arbejder under ansvar for hovedbestyrelsen.

 

Idrætsudvalget er, indenfor den enkelte idræt, ansvarlig for den daglige drift.  

 

Det er udvalgenes ansvar at følge den forretningsorden der i samarbejde med forretningsudvalget er besluttet.

 

I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt.

 

 

 

 

 

Forretningsudvalg:

Forretningsudvalget arbejder under ansvar for hovedbestyrelsen.

 

Udvalget forestår den daglige ledelse og økonomi, hvilket vil sige at kontingent, kommunale tilskud og andre indtægter, som tilgår klubbens hovedbestyrelse, fordeles herfra.

 

Forretningsudvalget er ansvarlig for den fælles kommunikation, herunder bl.a. opdatering af FHI.dk.

Forretningsudvalget kan nedsætte ad hoc udvalg til at varetage diverse opgaver.

 

Forretningsudvalget skal se til at en indtægt, der er søgt specifikt til en af idrætterne, kun tilgår denne.

 

Forretningsudvalget skal udarbejde klubbens budget og fremlægge dette for hovedbestyrelsen til godkendelse.

 

Hvis forretningsudvalget skulle beslutte en eksklusion af et medlem, skal denne beslutning fremlægges for hovedbestyrelsen til endelig godkendelse.

 

I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt.

 

 

 

§ 21

 

Hovedbestyrelsen afholder minimum 4 møder årligt hvor af de 2 er arbejdsdage, hvor samtlige udvalg også deltager.

 

Hvis et bestyrelsesmedlem er forhindret i at komme til et møde, skal man i videst muligt omfang se til at suppleanten gør fremmøde.

  

Hovedbestyrelsen skal se til at alle udvalg overholder klubbens vedtægter.

 

Såfremt der skulle opstå en tvist mellem udvalgene er det hovedbestyrelsen der træffer den endelige beslutning. 

 

I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt.

 

 

Godkendt den 26. oktober 1993.

 

Revideret 20. januar 2004, - 4. april 2006, - 27. marts 2007, 31. marts 2009